• Rapport: Mere end hver tredje ung bruger stadig nikotin- eller tobaksprodukter

    Source: BDK Borsnyt / 22 Apr 2024 08:19:42   America/Chicago

    Røgfri skoletid, standardiseret emballage, højere priser og forbud på forbud. Politikerne på Christiansborg har gennem de seneste år iværksat en række tiltag, der skulle mindske rygning blandt børn og unge. Nu viser en rapport, at arbejdet langtfra er gjort. Trods de mange indsatser var det i 2023 nemlig stadig mere end hver tredje – helt konkret 35,9 procent – ung mellem 15 og 29 år, der brugte mindst ét tobaks- eller nikotinprodukt. Ser man på andelen af unge, der brugte mere end ét produkt, er det steget siden 2020. Rapport vækker bekymring Det er Statens Institut for Folkesundhed, der står bag rapporten, som er udarbejdet i samarbejde med Syddansk Universitet, Lungeforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen, mens den er finansieret af TrygFonden. Rapporten er den femte af sin slags, og den kortlægger unges forbrug af forskellige tobaks- og nikotinprodukter. Ser man nærmere på rygning, fremgår det, at det var hver tiende ung, der røg dagligt i 2023, mens 7,8 procent røg lejlighedsvist. Dermed var der lidt over 200.000 unge rygere i Danmark sidste år. Det er lidt færre end i 2020, men der ses til gengæld en lille stigning blandt de helt unge. At det forholder sig sådan, fører til ængstelse hos Kræftens Bekæmpelse. Projektchef Niels Them Kjær kalder i en pressemeddelelse udviklingen blandt de helt unge for »bekymrende«, mens han også forholder sig kritisk til, at »lovgivningen slet ikke overholdes«. Her henvises der blandt andet til, at rapporten viser, at de unge også bruger tobaks- og nikotinprodukter, mens de er i skole, selvom landets folkeskoler og grundskoler har været røgfri siden 2021. »Skoletiden burde være røgfri, men tallene viser, at det slet ikke er tilfældet. Hvis reglerne ikke håndhæves eller tages alvorligt, har de ikke den ønskede effekt,« udtaler Niels Them Kjær i en pressemeddelelse. Her opfordrer han samtidig de »ansvarlige politikere« til at se på, hvad der gøres for, at man sikrer, at loven faktisk bliver overholdt. Ny forebyggelsesplan Men politikerne på Christiansborg har faktisk allerede igangsat en række nye initiativer, der skal være med til at forebygge de unges forbrug af tobaks- og nikotinprodukter samt alkohol. Helt konkret har man i slutningen af 2023 i et bredt flertal afsat 500 millioner kroner til en ny forebyggelsesplan, der består af 30 konkrete initiativer. Tilbage i november udtalte indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), at de unges forbrug var i en »bekymrende udvikling«, og at det trods »klare aldersgrænser« var »alt for let for mindreårige at få fat i produkterne«. »Derfor investerer vi nu knap en halv milliard kroner i en ny forebyggelsesplan med 30 initiativer, så vi kan få vendt udviklingen,« lød det i en pressemeddelelse. Der sættes ind over for ulovligt salg Monika Rubin, der er sundhedsordfører for Moderaterne, fortæller, at man på Christiansborg netop tager ansvar med den nye forebyggelsesplan. Hun kalder det »sørgeligt«, at der er så mange unge, der bruger tobaks- og nikotinprodukter, men hæfter sig samtidig ved, at antallet af unge rygere overordnet »heldigvis er stagneret«. Dog udtrykker hun stor bekymring for de unges forbrug af nikotinposer, fordi produkterne får de unge til at opbygge en høj tolerancetærskel over for nikotin. Monika Rubin tror, at den nye forebyggelsesplan, som SVM-regeringen, SF, Danmarksdemokraterne, De Konservative og Alternativet står bag, vil få stor betydning, når den bliver udmøntet, fordi der sættes ind på mange fronter. Det gælder især, når det kommer til at ramme bagmændene, som står bag det ulovlige salg. Monika Rubin tror og håber, at den nye forebyggelsesplan kommer til at gøre en forskel og understreger, at det er et område, hun som sundhedsordfører kommer til at følge tæt. https://www.berlingske.dk/samfund/rapport-mere-end-hver-tredje-ung-bruger-stadig-nikotin-eller
Share on,